Mine forældre er på ferie, og har bedt mig om at passe katte. Det gør jeg selvfølgelig glædeligt! Men som betaling går jeg på rov i deres have. I dag blev det til en pose ribs, en pose solbær, mynte og rosemarin. Alle kirsebærene var desværre fuldstændig forsvundet... øv. Men ribs blev det i hvert fald til. Og så besluttede jeg mig for at bruge dem til aftensmaden. I køleskabet fandt jeg en fennikel jeg har arvet fra min svigermor, som tømte køleskabet før sin ferie i går, et par rynkede æbler fra min mor og fars forladte frugtskål - og så havde jeg persille i altankassen. Jo jo, det lyder da meget godt alt sammen.
Til portionen ovenfor brugte jeg altså:
2 æbler
1 stor fennikel
1 stor håndfuld ribs
1 lille håndfuld persille
Saft af ½ citron
Olivenolie
Salt og peber
Hak det hele og bland det sammen. Vend i olie og citron og husk at krydre med salt og peber.
Salaten blev nydt i selskab af et stykke laks med sprødstegt skind og en fed dild dressing af creme fraiche 38 %, hakket dild og citronsaft.


Ingen kommentarer:
Send en kommentar